Trompeten havde i 1600-1700-tallet sin storhedstid. Baroktrompeten var med sin syngende bløde klang i det høje clarin-register og sit mere militæragtige principialeregister selvskreven ved festlige lejligheder, til kirkelige højtider og som duetpartner med sangere.
Dem der kunne spille på baroktrompet i clarin-registret havde høj status og et stort repertoire fra denne tid vidner om komponisternes udnyttelse af instrumentets egenskaber og muligheder.
Trompeten, som Niels Tilma spiller på, er en Francis Tomes kopi af et tysk instrument fra 1746. Instrumentet er en signaltrompet på ca. en meters længde, og uden den moderne trompets ventiler. Originalen findes på museum i Nürnberg, og i modsætning til mange andre kopier af baroktrompeter er der ikke ændret på trompetens design.
Baroktrompeten har en helt unik og smuk klang i clarin-registret, og herhjemme er det kun Niels Tilma der spiller de krævende koncerter af bl.a. Telemann, Torelli, Fasch og Hertel på det instrument de oprindeligt er tænkt for.
Niels Tilma har studeret baroktrompet på Guildhall School of Music, post graduate ved baroktrompetisterne Steven Keavy og David Staff. Siden har han som solist og orkestermusiker spillet med flere barokensembler i England, Sverige og i Danmark med Ensemble Zimmermann. Med Ensemble Zimmermann byder 2007 bl.a. på J.S. Bach: Brandenburgkoncert Nr. 2
Christian Præstholm er uddannet orgelsolist fra Det jyske Musikkonservatorium. Videregående studier i Paris og London. Han underviser i orgel og musikteori ved konservatorierne i Århus og Aalborg. Christian Præstholm har givet talrige koncerter i Danmark, Frankrig, England, Tyskland, Island og Polen mest i egenskab af solist eller som kammermusiker, men også som orgelimprovisator og komponist. Fra 1.august 2007 ansat som organist ved Sct. Mortens kirke i Randers.
Pressen skrev:
Niels Tilma på baroktrompet leverede de indledende og afsluttende fanfarer med flot klang og teknik… Det vigtigste ved koncerten var mødet med en sanger, som lyser, og med en trompetist man skulle høre meget mere til.
Det lysner og letter med et par oboer, og en fagot og en baroktrompet, når feststemningen skal sættes. Det blev den fra første færd, bl.a. ved en fornem præstation af Niels Tilma, hvis trompetspil dels lyste op, dels havde en næsten kammermusikalsk fin- og lydhørhed over sig.
(Koncerter med Ensemble Zimmermann). (Århus Stiftstidende)
Teknisk virtuost og kunstnerisk kompetent orgelspil, … eminent specialist, … han har en sikker teknik, en højt udviklet klangsans og et imponerende overblik over selv meget komplicerede forløb.
Christian Præstholms målrettede indsats og hans udførelse [af musikken] kan kun påkalde sig dyb respekt. (Berlingske Tidende)
Mod og mandshjerte og et forbløffende teknisk overskud, … flot og formfuldendt, … Her en begavet organist der både kan og vil noget med musikken. De hænger ikke på træerne. (Jyllandsposten)