|
Concerto Copenhagen - i daglig tale - COCO, her fotograferet efter en en koncert i Wien. |
|
Orkestrets leder er danskse Lars Ulrik Mortensen, der er en internationalt kendt cembalist, og som modtog Sonnings musikpris i 2007 |
|
|
Concerto Copenhagen spillede sine første koncerter i 1991 og har siden da udviklet sig til Skandinaviens førende tidlig musik ensemble og et ungt medlem blandt verdens mest spændende og fornyende barokorkestre.
Concerto Copenhagens adelsmærke er originalitet i fortolkningerne og en stærk evne til at kommunikere med sit publikum - Concerto Copenhagen gør den gamle musik vital, nærværende og nutidig.
I 1999 blev den internationalt anerkendte Lars Ulrik Mortensen kunstnerisk leder for ensemblet. Han er kendt som en af vor tids førende cembalister og kammermusikere og modtog i 2007 Léonie Sonnings Musikpris. Mødet mellem Concerto Copenhagen og Mortensen blev optakten til en spændende kunstnerisk og musikalsk rejse, hvor ensemblet kombinerer et repertoire bestående af velkendt europæisk musik med mindre kendte værker af bl.a. skandinavisk oprindelse.
Igennem årene har Concerto Copenhagen samarbejdet med mange af tidens store internationalt kendte kunstnere inden for den tidlige musik som f.eks. Emma Kirkby, Andreas Scholl, Anne Sofie von Otter, Andrew Manze, Reinhard Goebel, Ronald Brautigam og Andrew Lawrence-King, som idag er orkestrets 1. gæstedirigent.
Concerto Copenhagens CD-indspilninger for det tyske cpo, for Deutsche Grammophon og for BIS har haft stor international bevågenhed og er blevet belønnet med flere prestigefyldte, internationale priser. Dette har bl.a. medvirket til at åbne dørene til mange af Europas førende koncertsale, til gæsteoptrædener på internationalt anerkendte festivaler og til turnéer i Europa, USA, Japan og Australien. De udenlandske anmeldelser afspejler oplevelsen af et internationalt orkester på topniveau.
I Danmark er den væsentligste samarbejdspartner Det Kongelige Teater, hvor ensemblet medvirker i en operaproduktion circa en gang om året. Af produktioner kan nævnes operaer af Monteverdi og Mozart samt Xerxes, Julius Cæsar, Partenope og Jephtha af Händel, Julius Cæsar og Partenope med kontratenoren Andreas Scholl i hovedrollen.
Concerto Copenhagens koncerter optages og transmitteres af Danmarks Radio og udsendes jævnligt gennem EBU-netværket i det meste af verden.
Lars Ulrik Mortensen (født 1955) studerede ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (cembalo hos Karen Englund, generalbas hos Jesper Bøje Christensen) og hos Trevor Pinnock i London. I perioden 1988-90 var han cembalist med "London Baroque" og indtil 1993 med "Collegium Musicum 90" (under ledelse af Simon Standage). Han arbejder nu I vidt omfang som solist og kammermusiker i Europa, USA, Mexico, Sydamerika, Japan og Australien, og optræder ofte med anerkendte kolleger som Emma Kirkby, John Holloway og Jaap ter Linden.
I perioden 1996-99 var Lars Ulrik Mortensen professor i cembalo og opførelsespraksis ved Hochschule für Musik i München, og han underviser fortsat i tidlig musik flere steder i verden. Indtil for nylig var Lars Ulrik Mortensen også aktiv som dirigent for "moderne" orkestre i Sverige og Danmark, hvor især hans arbejde ved Det Kongelige Teater - bl.a. Kunzens "Holger Danske" i 2000 og Mozarts "Figaros bryllup" i 2003 - blev mødt af store anmelderroser. Siden 2003 har han dog valgt udelukkende at arbejde med ensembler specialiseret i tidlig musik. Siden 1999 har han været kunstnerisk leder af det danske barokorkester Concerto Copenhagen, og i 2004 blev han Roy Goodmans efterfølger som kunstnerisk leder af European Union Baroque Orchestra (EUBO). I perioden 2008-2009 bød hans travle kalender med Concerto Copenhagen på opførelser af Händels "Partenope" ved Det Kongelige Teater og i Royal Albert Hall i London, såvel som turnéer i Holland, Spanien, Østrig, Japan og USA.
Lars Ulrik Mortensen har modtaget talrige priser og udmærkelser, deriblandt Musikanmelderringens Kunstnerpris i 1984, og i 2007 modtog han Danmarks mest præstigefyldte musikpris, Léonie Sonnings Musikpris. I 2008 blev han medlem af det svenske Kungl. Musikaliska Akademien.
|
Forhåndsbilletsalget på Internetteter indstillet, men det er garanteret, atder vil være billetter til salg ved døren.
|