Gymnasieelever fra Randers Statsskole holder julekoncert i Mariager Kirke søndag d. 2. december kl. 19.30.
De ca. 100 optrædende elever er enten medlemmer af skolens kor, orkester eller musikstudieretningshold. Siden august har eleverne deltaget i skolens frivillige musikaktiviteter efter skoletid for at indøve musikken til skoleårets mange koncerter.
I begyndelsen af november var eleverne på hyttetur ved Grenå, hvor de arbejdede intenst med julerepertoiret.
Resultatet kan man hører denne aften, hvor koret vil synge en række danske juletoner og engelske christmas carols.
Orkesteret består af træblæsere og messingblæsere, og de spiller udvalgte instrumentalstykker fra barokken.
Koncerten afrundes med tre satser fra Händels storslåede oratorium, ”Judas Maccabæus”, med bl.a. den berømte ”Chorus of Youths”.
I disse satser akkompagneres koret af orkesteret.
Desuden medvirker skolens musikstudieretningshold med en række a cappella-numre i form af velkendt julemusik. Musiklærerne Niels Viggo Jensen og Tomas Bang leder koncerten.
|