Mariager kirkes musiksider

  OBS

Händels MESSIAS opføres i Mariager kirke søndag d. 15. dec. kl. 15:00 - læs mere her // køb din billet her

Lør d. 30. nov 2024 kl. 16:00
"Julen har englelyd"
Randers Kammerorkester og Andrea Pellegrini fremfører 300 års julemusik fra arier fra Bachs Juleoratorium over de smukke sange fra romantikken til musik af i dag.
Lør d. 7. dec 2024 kl. 15:00
Korjulekoncert
Klosterkoret med orkester fremfører julekantater af Buxtehude foruden traditionel julemusik
Efter koncerten er der traditionen tro jule-nachspiel i klostret.
Søn d. 15. dec 2024 kl. 15:00
MESSIAS
George Friederich Handels berømte oratorium fremføres af Coro Misto, musikere fra Odense Symfoniorkester og 4 unge internationale solister. Dirigent Søren Birch.
Ons d. 18. dec 2024 kl. 19:30
JuleSalmeMaraton
Sædvanen tro afholdes der i december julesalmemaraton i Mariager Kirke. Der synges i år uddrag af i alt 24 julesalmer i stearinlysets skær.
Sidste sommerkoncert tirsdag d. 24. august 2021 kl. 19:30 (50 kr. - børn/studerende gratis)

Jean-Baptiste Robin er organist i Versailles ved det berømte Cliquot-orgel. Et orgel som blev bestilt af solkongen Ludvig d. 14.
Jean-Baptiste Robin spillede i 2010 den sidste af orglets indvielseskoncerter og igen i år spiller han den sidste sommerkoncert.
På programmet er musik af franskmanden Lully, Bachs forrygende præludium og fuga i den glade toneart G-dur. Jean-Baptiste Robin er tillige er anerkendt komponist og hans eget værk "Trois Solos" veksles med musik af Couperin, Freccobaldi og Kerll.
Aftenens længste værk er dog Mendelssohns sidste sonate i d-mol. Kun tre satser men 1. sats er en stor variationsrække afsluttende med en toccata over den tyske salme "Vater unser" (på dansk "O hjertekære Jesus Krist).
Som sidste værk spilles et stykke meget kendt guitarmusik omsat til orgel. Fra seks strenge til 3054 piber!

Koncertprogram . . . . .
Jean-Baptiste Lully
(1632-1687) 
Variations on theme from Le Bourgeois Gentilhomme
Johann Sebastian Bach
(1685-1750) 
Præludium og fuga i G-dur  (BWV 541)
Jean-Baptiste Robin
(1976-) 
Solo No. 1 from Trois Solos
Nicolas de Grigny
(1671-1703) 
Tierce en taille
Jean-Baptiste Robin
(1976-) 
Solo No. 2 from Trois Solos
Girolamo Frescobaldi
(1583-1643) 
Aria detta la Frescobalda
Jean-Baptiste Robin
(1976-) 
Solo No. 3 from Trois Solos
Johann Kaspar Kerll
(1627-1693) 
Capriccio sopra il Cucu
Felix Mendelssohn-Bartholdy
(1809-1847) 
Sonate nr. 6 i d-mol  (opus 65,6)

  Choral med 4 variationer
  Fuga (Sostenuto e legato)
  Finale (andante)
Isaac Albeniz
(1860-1909) 
Asturias from Cantos de España, op. 232


Programnoter . . . . .
På dette hersens sociale (eller asociale om man vil) medie, der hedder facebook, kan man skrive, hvad der ligger een på sinde. (At konsekvensen er, at en hel masse milliardærer i USA bliver endnu rigere, og dine varer i Brugsen bliver dyrere, er en helt anden sag, som ingen rigtig gider interessere sig for).
En af mine bekendte skrev en dag på facebook: “Jeg aner ikke, hvad jeg skal skrive i dag”, og det opslag blev så flittigt kommenteret med en blanding af:
1) så kunne du have ladet være med at skrive noget - eller 2) du kunne i stedet have skrevet at . . . . . . . .

En gang imellem, når jeg sætter mig for at skrive disse programnoter, så aner jeg ikke, hvad jeg skal skrive, og når man ikke aner, hvad man skal skrive, så kan man jo prøve at skrive noget andet, end det, man ikke kan. Speget - men sandt.

Denne koncerts første værk aner jeg ved første øjekast intet om. Det samme med koncertens sidste værk, som jeg heller ikke aner noget om, men jeg ved dog, at det IKKE er orgelmusik, og så begyndte der at tegne sig et billede af, hvad Jean-Bapstiste Robin har tænkt sig i forbindelse med aftenens program. Første værk modsvarer sidste værk o.s.v. Så har man da i det mindste forsøgt at klargøre, hvad man mener, kunne være solisten tanke med programmet.

Internettet kan nu andet end at gøre rige amerikanere endnu rigere. Det er en guldgrube af information, hvis man bruger det rigtigt. Første og sidste værk er transskriptioner af musik henholdsvis for orkester og guitar, hvor mærkeligt det sidste end lyder. Andet værk og næstsidste værk er af makkerparret fra Leipzig Johann Sebastian Bach og Mendelssohn, der jo genoplivede Bach, efter at han havde været i glemslens tåger i ca. 80 år.

I midten af programmet følger så en suite af musik, der er en blanding af helt ny musik komponeret af Jean-Baptiste Robin og helt gammel musik. Jeg er sikker på, at der er en eller anden form for indre idé med lige præcis at sætte værkerne op mod hinanden, som han gør. Måske hører eller fornemmer vi ideén, måske gør vi ikke, men jeg er sikker på, at det ikke er tilfældige valg.

Lullys musik er oprindeligt skrevet til solkongen Ludvig 14. Det er en “komedie-ballet” med tekst af Moliere (hvad det så end er), men det giver jo god mening, at Jean-Baptiste Robin, der til daglig virker som organist i solkongens kapel, spiller musik med reference til dette historiske sted.
Bachs præludium og fuga i G-dur BWV 541 kaldes også “britta-polka-fugaen”, fordi fugatemet har en forbløffende lighed med polkaen af samme navn (eller også er det omvendt, og det gælder selvfølgelig kun i DK).
God, gedigen og genialt humør fra start til slut.

Jeg har kigget Jean-Baptiste Robin lidt over skulderen, mens han har forberedt sig, og fundet ud af, at hans tre soloer i virkeligheden er soloer! (Hvad skulle det også ellers være). Oprindeligt komponeret for orkester, men omformet til orgel af komponisten selv. Det kan godt være er der momentvis er mere end eén tone ad gangen, men grundlæggende er det bare en enkelt stemme, der spiller. Over en kold øl holdt Jean-Baptiste Robin en lang enetale om, hvordan den ene solo var inspireret af en elektrisk guitar. (Kom så ikke og sig, at vi organister ikke er moderne og ung med de unge).

En af de vigtigste melodier i europæisk, luthersk kirkemusik hedder “Vater unser”. Det er simpelthen en melodi til bønnen “Fadervor”. Grundtvig, der ellers har oversat stort set hver eneste udenlanske salme nord for sydpolen, glemte bare at oversætte Fadervor-salmen til dansk. På dansk hedder salmen “O hjertekære Jesus Krist” og bruges ikke så tit, men melodien er fantastisk. Det syntes Mendelssohn også, så han brugte den i sin store sjette og sidste orgelsonate.
Sonaten er i tre satser. I første sats spilles først melodien enklere en enkelt. Så har du en chance for at lære melodien lidt at kende, inden der kommer 4 variationer over melodien. Sidste variation er en stor mægtig toccata.
Anden sats er en fuga over et lille udsnit af melodien, mens tredje sats ikke har en snus med melodien at gøre. Det er til gengæld så yndigt så yndigt - så Mendelssohnsk så Mendelssohnsk.

Til slut vender vi tilbage til den der elektriske guitar - nu dog uden strøm.
Spanskmanden Issac Albeniz har skrevet et af de mest kendte stykker for guitar, og franskmanden vil så konvertere seks strenge til tusindvis af piber. Aner ikke helt hvordan, men jeg glæder mig.

Og så fik man alligevel skrevet noget - og helt uden, at nogen har mulighed for at kommentere det.
Om der serveres et glas elektrisk hvid- eller rødvin efter koncerten afhænger af vejrgudernes mildhed.

Programnoter af Mariager kirkes organist Mikael Ustrup

Pressemeddelelse . . . . .
Fransk stjerneorganist afslutter sommerkoncertserie.

Der er stort set ikke det kontinent, hvor den franske organist Jean-Baptiste Robin ikke har spillet.
Som en af meget få organister har han spillet i Kina, og han har især turneret i USA og givet koncerter på de allermest betydningsfulde steder.
Han er til daglig er organist ved selveste solkongens – Ludvig d. 14. – kirke, hvor et af Europas mest berømte orgler befinder sig.
Første gang Jean-Baptiste Robin spillede koncert i Danmark var i 2010, hvor han spillede den sidste indvielseskoncert for den dengang helt nye Aubertin-orgel i Mariager kirke.
Dette år – hvor vi fejrer orglets 10 års fødselsdag +1 – spiller han igen den sidste koncert i sommerens koncertserie. Det foregår tirsdag d. 24. august kl. 19:30.
Hans program begynder ikke overraskende i Frankrig med musik af solkongens hofkomponist Jean-Baptiste Lully. Derforuden er der musik af Bach, Couperin, Mendelssohn men også af Jean-Baptiste Robin selv, som også er en fremtrædende komponist ved siden af sit organistvirke.
Koncert afsluttes med guitarmusik finurligt omsat til orgel.



KoncerterHøjmesser/salmerAubertin-orgletOrganist & KorKontakt

Næste koncert

Koncerter i 2024
Koncerter i 2025
Koncerter i 2026

Alle koncerter

Koncertnyhedsbrev
Næste højmesse
Kommende højmesser

Den Danske Salmebog
Salmevalg til kirkeåret
Julesalmemaraton
Billeder af orglet
Disposition
Bernard Aubertin
Sound bits
Media
Discografi
Download
Kirkens organist

Klosterkoret
Klosterkorets øveside

Kirkekoret
Kirkens organist
Mikael Ustrup
Klosterstien 12
DK-9550 Mariager
Mobil: 61 35 54 47

Mail: organist(ad)
mariagerkirke.dk

Mandag er fridag

Denne side er lavet af Mikael Ustrup 1997-2024