| | | | Hør den festlige musik til brylluppet - lørdag d. 28. april 2012 kl. 15:00 (Gratis adgang)
|
Ved denne årligt tilbagevendende koncert spiller kirkens organist musik, som kan anvendes til bryllupper.
Kommende brudepar inviteres til denne koncert, men der er selvfølgelig offentlig adgang, så enhver, der kan lide festlig musik kan opleve de forrygende toner.
Efter koncerter er der et stykke kransekage og et lile glas champagne i forhåbentligt dejligt vejr.
Klik her for at se kirkens sider om vielser . . . . .
|
Koncertprogram . . . . .
George Friederich Händel (1685-1759) | Dronningen af Sabas ankomst | 03:30 | Alfred Hollins (1865-1942) | A trumpet menuet | 03:45 | Knut Nystedt (1915-) | Bryllupsmarsj | 01:45 | Felix Mendelssohn-Bartholdy (1809-1847) | Allegro con brio 1. sats fra sonate nr. IV i B-dur | 03:40 | David N. Johnson (1922-1987) | Trumpet Tune in D | 03:20 | Jesper Madsen (1957-1999) | Denne er dagen som Herren har gjort | 01:50 | David N. Johnson (1922-1987) | Trumpet Tune in F | 02:40 | Jesper Madsen (1957-1999) | Kærlighed er lysets kilde | 02:25 | David N. Johnson (1922-1987) | Trumpet Tune in G | 03:21 | Felix Mendelssohn-Bartholdy (1809-1847) | Allegro maestoso e vivace 4. sats fra sonate nr. IV i B-dur | 04:00 | | Bryllupsmarchen fra "En skærsommerntsdrøm" | 05:30 | Craig S. Lang (1891-1971) | Tuba Tune i D-dur | 02:30 | Sigfried Karg Elert (1877-1933) | Nun danket alle Gott opus 65 no. 59 | 03:50 | | 42:06 |
Programnoter . . . . . ”Og vi skal synge nr. 38, 39 og 40 og til præ- og postludium det sædvanlige”. Jeg var 18 år og lige begyndt som organist da præsten ringede med ovenstående besked. Det var dengang det at lære at spille en enkelt lille salme med pedal var et projekt der tog det meste af en dag. Og jeg var 18 år og rystende nervøs da jeg slog op i min ikke alt for slidte konfirmationssalmebog og øvede som besat på de tre salmemelodier: nr. 38 Jeg går i fare hvor jeg går - nr. 39 Min sjæl hvi vil du græmme dig nr. 40 Urolige hjerte. Og først da jeg havde lært melodierne læste jeg teksten. Og præsten var noget ældre end mig og ikke spor nervøs, da han sagde, at det jo selvfølgelig var 738, 739 og 740 vi skulle synge. På den igen! Det var dengang man stort set kun sang de tre salmer:
Det er så yndigt at følges ad - Jert hus skal i bygge og Kærlighed fra Gud.
Sådan er det ikke mere! Det er så yndigt er dog stadig på en stensikker førsteplads, men ellers er repertoiret blevet udvidet noget - ikke at man synger så vanvittigt meget forskelligt - men i hvert her hos os meget sjældent:
Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund, så rokkes ej muren i stormvejrets stund, og arnen skal stå i læ af korsets tegn, så hviler jert hjem bag det tryggeste hegn! Hvor korset står vagt, taber mørket sin magt. 3 Den teksts morale hører ganske enkelt en svunden tid til.
Ind- og udgangsmusikken. Som atten-årig have jeg aldrig været til et bryllup, så mit kendskab til hvordan man gjorde og hvad man spillede til ind– og udgangsmusik indskrænkede sig til mere eller mindre realistiske amerikanske film, så jeg vidste da så meget at man altid spillede Wagner til indgang og Mendelssohn til udgang. Til min første vielse lykkedes det mig ganske enkelt ikke at få fat i noderne til hverken det ene eller det andet stykke standard-bryllupsmusik, så jeg spillede noget andet - synes jeg selv - velegnet musik. Og da himlen ikke faldt ned om ørerne på mig dengang (hvordan det så ellers ville have materialiseret sig), har jeg selv bestemt lige siden. Ønsker nogen at få spillet Wagner og Mendelssohn til deres bryllup spiller jeg det, men ellers spiller jeg noget andet. Ved denne koncert er der mulighed for at høre en masse musik, som med rette kunne kaldes ”bryllupsmusik”.
Bryllupsmarchen. I virkeligheden findes der jo kun en enkelt titel, der helt sikkert forbinder et stykke musik med et bryllup - og det er en bryllupsmarch. Ikke et bryllupspræludium eller bryllupsmenuet - men en march. Logikken er så, at næsten enhver march er velegnet til bryllupper ligesom trompetmusik, der ejer marchens karakteristika, også er ganske velegnet.
Traditioner. For nu at holde bryllupstraditioner i hævd - hvor de så end måtte stamme fra - er der efter denne koncert et lille glas champagne og et stykke kransekage - for gifte såvel som ugifte.
* * * * *
Dronningen af Sabas ankomst Jeg har desværre et notorisk dårligt forhold til dette første stykke musik på programmet. Ikke fordi der er noget i vejen med musikken, men da jeg lige havde fået mit første barn og sad og var lykkelig i sofaen med hende på skødet, var 1. Irak-krig lige begyndt, og dette stykke musik blev brugt lige før hver nyhedsudsendelse på TV. Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med denne musik. Så jeg sad og glædede mig til 10 minutter før næste nyhedsudsendelse hvor dette helt igennem livsbekræftende musik blev spillet, mens bomberne regnede ned over hovederne af nogle stakkels mennesker, hvis eneste fejl her i livet var at være født i et land med en skingrende skør diktator (der i en parentes bemærket købte alle sine våben af de vesteuropæiske landes våbenproducenter). I Händels opera, hvorfra dette stykker er taget, ankommer dronningen i al sin pragt for at bese riget Saba, som var umådeligt rigt.
A trumpet Minuet Få stykker musik er så åbenlyse, at den første tanke enten er: hvor har jeg hørt det før eller for mit eget vedkommende, hvorfor blev det ikke skrevet før det blev? Trompeten er et magtfuldt instrument og orglet har taget trompetfamilien til sig (under forskellige navne) og gjort dem til et af orglets stærkeste virkemidler. En menuet er jo en dansesats, og mange dansesatser som denne står i en 3/4 takt - ligesom valsen.
Knut Nystedt Nystedt er en norsk komponist og organist - nulevende men meget meget gammel. Når man giver et stykke musik titlen ”Bryllupsmarsj” kan der næppe sås tvivl om hvad det er beregnet til.
Allegro con brio Felix betyder den heldige og en del forhold omkring Mendelssohn er ”heldige”. Det er ikke heldigt, at han døde i 1847 kun 38 år gammel, men det er heldigt at han har efterladt så megen ubekymret glad musik. Mendelssohns navn er jo siden en ”skærsommernats drøm” forbundet med bryllup og det er vel alt andet lige sjovere end for evigt at være forbundet med begravelse. Allegro con brio er fra hans fjerde (af seks) orgelsonater.
Johnson & Madsen. De to har absolut intet med hinanden at gøre andet end jeg har sammensat tre trompet-stykker af Johnsen afvekslende med to orgelkoraler af Jesper Madsen (og så døde de begge alt for tidligt). Amerikaneren Johnson har skrevet et helt hæfte med skønne aldeles brugbare trumpet-tunes, hvoraf jeg spiller tre afvekslende med danskeren Jesper Madsens to orgelkoraler: Denne er dagen som Herren har gjort og Kærlighed er lysets kilde, og de titler kunne jo være overskriften på ethvert kirkebryllup.
Den uundgåelige. I modsætning til Wagners bryllupsmarch, som i min optik ikke fungerer alt for godt på orgel, er Mendelssohns transskription af musikken fra en skærsommernatsdrøm ganske velfungerende og effektfuld på instrumenternes dronning. Den er også her noget længere end normalt hørt i amerikanske film. Efter ”den uundgåelige” spilles sidste-satsen af Mendelssohn 4.orgelsonate.
Tuba Tune i D-dur I modsætning til europæiske orgler har mange engelske orgler en stemme, der kaldes en tuba. Det er en meget kraftig højtryksstemme, der alene kan matche resten af orglet. Derfor er titlen på dette stykke.
Nun danket alle Gott. Vær sikker på at have inviteret en del mennesker til jeres bryllup, hvis I vælger dette stykke musik til udgang. Det er ganske enkelt pompøst stort og en voldsom kraftig koralimproivisation over salmen: Nu takker alle Gud, der vil være overdimensioneret til et lille intimt bryllup . Men flot er det!
Pressemeddelelse . . . . . Bryllupsmusik i Mariager Kirke.
Der er festlig musik på programmet, når Mariager kirkes organist spiller den traditionsrige bryllupskoncert med musik til den kommende bryllupssæson lørdag d. 28. april kl. 15:00. Det er fjerde gang at der afholdes en bryllupskoncert i løbet af foråret. Enhver er selvfølgelig velkommen, men kommende brudepar er specielt inviteret, og de foregående år har vist, at mange benytter muligheden for at vælge ind- og udgangsmusik som de faktisk synes om, og som de, efter denne koncert i hvert fald, har hørt mindst en enkelt gang. Egentlig er det ikke så vigtigt hvilke komponister der har komponeret koncertens musik, men at musikkens karakter er anvendelig til vielser. Og det er den. Orgets trompeter vil være flittigt brugt, og marcher vil have en ikke ringe plads. Folk, der er ikke skal giftes kan bare glæde sig over en masse fornøjelig musik i den lidt kraftigere ende af skalaen. Efter koncerterne er der, for at blive i bryllupsstilen, et stykke kranse kage og et lille glas champagne. Der er gratis adgang til denne eftermiddagskoncert.
|