| | | | 1. sommerkoncert tirsdag d. 17. juni 2014 kl. 19:30 Sven-Ingvart Mikkelsen, orgel (50 kr.)
|
Sven-Ingvart Mikkelsen er organist ved Frederiksborg Slotskirke i Hillerød, hvor han har det overordnede ansvar for musiklivet ved kirken, omfattende koncerter med kirkens kor og kirkens tre orgler, heriblandt det berømte Compenius orgel fra 1610.
Desuden er han kunstnerisk leder af slotskirkens internationale koncertrække.
Sven-Ingvart Mikkelsen er uddannet på konservatorier i Esbjerg, København, Wien og Paris med debutkoncert i 1982.
Han har tidligere været ansat som organist ved Simon Peters kirke i Kolding og ved Løgumkloster kirke.
Desuden har han i flere perioder undervist ved Vestjysk Musikkonservatorium / Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole og det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Han har afholdt kurser og forelæsninger på konservatorier og musikhøjskoler i Danmark, Frankrig, Sverige, Tyskland, Italien og USA, og han er udnævnt af kulturministeriet som censor ved konservatoriernes kirkemusikalske diplomeksamener.
Sven-Ingvart Mikkelsen har en omfattende koncertvirksomhed som orgelsolist og kammermusiker i en række europæiske lande og USA.
Han har været solist i danske og udenlandske radiotransmissioner og har optrådt som solist med flere symfoniorkestre.
Endelig optræder han også som solist på adskillige CD-indspilninger, blandt andet med samlede orgelværker af Nicolaus Bruhns, Georg Böhm og Nicolas de Grigny, samt en tredobbelt CD med Dansk Orgelmusik i 400 år, indspillet på Frederiksborg Slotskirkes tre orgler.
|
Koncertprogram . . . . .
Nikolaus Bruhns (1665–1697) | Præludium i e-mol (den lille) | 04:30 | Johann Adolph Scheibe (1708-1776) | Sonate mit 2 Clavieren und Pedal Fuga Langsam Geschwind | 08:00 | Nikolaus Bruhns (1665–1697) | Fantasia ”Nun komm, der Heiden Heiland” | 10:00 | Jean-Adam Guillain (c. 1680 – efter 1739) | Suite i 2. toneart Prélude Tierce en Taille Duo Basse de Trompette Trio de Flutes Dialogue Petit Plein Jeu | 14:00 | François Couperin (1668-1733) | Offertoire sur les grands jeux | 05:00 | English medieval rota | Sumer is icumen in (ca 1260) | 02:00 | Leif Thybo (1922-2001) | ”Sumer is icumen in” - Theme with six variations (1989) Theme – Duo on the flutes with tremolo
Var. I – Duo on the trumpet
Var. II – Fantasia on the note B-flat
Var. III – Ouverture on a warm summer day
Var. IV – Interlude on the reeds – with cuckoo obbligato
Var. V – Toccata for full organ – with threatening clouds
Var. VI – Duo on the flutes – calm wind conditions | 08:00 | Dietrich Buxtehude (ca. 1637-1707) | Nun lob mein Seel den Herren, BuxWV 214, 215, 213 | 11:00 | | 62:30 |
Hør Sven-Ingvart Mikkelsen spille Georg Böhm - Praeludium & Fuge i a-mol.
Programnoter . . . . . For rigtig mange år siden, da jeg var grøn og fuld af gå-på-mod, så jeg bag på en node, at man kunne købe nogle andre noder. En ikke diskret form for reklame. Jeg købte så resolut dem alle sammen! To af de komponistnavne, der hele tiden gik igen bag på alle disse udgivelser, var Nikolaus Bruhns og Dietrich Buxtehude. Jeg kiggede lidt i Bruhns noden og konstaterede, at der kun var ganske få værker. To præludier i e-mol og et i G-dur samt et par koralbearbejdelser. Jeg syntes dengang, at det var et dårligt køb og at værkerne ikke så specielt interessante ud. Siden blev jeg ældre! Det er fremragende musik. Kvalitet og kvantitet har jo ikke noget med hinanden at gøre, og det faktum at Telemann har skrevet dobbelt så mange opusnumre som Bach, gør ham ikke til en større komponist. Endelig ved vi jo ikke hvor mange værker af en komponist som Bruhns, der er gået tabt op gennem historien, eller i hvor høj grad komponisterne improviserede og dermed ikke efterlod sig manuskripter.
De to præludier som Bruhns har skrevet i e-mol har senere fået øgenavnene "den store" og "den lille". Ganske enkelt på grund af længden af værkerne - ikke andet. Sven-Ingvart Mikkelsen indleder denne sommers koncerter med "den lille". Et typisk nordtysk barokstudie. En stor pedalsolo åbner værket inden forskellige fugaer og små afsnit afløser hinanden. (04:30)
Med Scheibe er vi lidt senere i musikhistorien. Han er 42 år da Bach dør i 1750 og dermed for eftertiden sætter et af de mest markante årstalsskel i historien. Scheibe havnede i 1740 i København, hvor han bliver kongelig kapelmester. Han havde før udnævnelsen bl.a. skrevet en kantate til slotskirkens åbning. Slotsorganisten fra Frederiksborg spiller ved denne koncert et af Scheibes kun tre overleverede orgelværker: en klassisk sonate i tre satser: en fuga som 1. sats efterfulgt af en langsom 2. sats, som det sig hør og bør inden værket afsluttes med 3. satsen: ”Geschwind”. Nok virkede han i Danmark, men han kunne ikke finde ud af at kalde sin sats for hverken ”allegro” eller ”hurtig”. Bach var Thomaskantor i Leipzig, da Scheibe ansøgte om at blive organist samme sted. Det blev han ikke, og det medførte et vist nag til gamle Bach, der kom til udtryk i Scheibes musikteoretiske skrifter. Ikke desto mindre er orgelsonaten meget tættere på den barokke Bachs stil end den wienerklassiske stil, som man var hastigt på vej ind i.
”Nun kom der Heiden Heiland” kender vi på dansk som ”Op dog Sion, ser du ej”. Eller det vil sige; det gør vi lige præcis ikke, fordi vi bruger en dansk melodi af Hartmann i stedet for. På den måde går vi desværre melodisk uden om en af de mest anvendte melodier til koralbearbejdelser overhovedet. Bruhns udgave er lang. Knapt 10 minutter hvor den lille firestrofede melodi behandles efter alle barokkens regler; fugeret forimitation, solostemmer, ekkoafsnit og alt hvad barokken næsten kunne diske op med af kompositionsidéer.
Med Jean-Adam Guillain bevæger vi os til den franske barok, selvom han egentlig var tysker, men det er musikken jo ligeglad med. Som så mange franskmænd skrev han suiter og navngav dem efter hvordan han ville have dem til at lyde på orglet. Duo, trio og flutes (fløjter) giver vel sig selv, men ”tierce en taille” betyder en melodi i ”talje-lejet” altå tenor-lejet spillet i venstre hånd på en af orglets tertsstemmer. ”Med trompeten i bassen” ville 4. sats have heddet på dansk. Dialogue er i sagens natur et par manualer, der taler til hinden (ikke i munden på hinanden). Suiten afsluttes med en lille sats ”Petit plein jeu” - De små almindelige stemmer på orglet.
François Couperin er til gengæld både fransk født og musikken er i den grad fransk. Han skrev kun to værker for orgel, men begge værker - messer - står i dag som toppen af den franske orgelbarokmusik. I disse messer er offertoriet altid den længste sats. Det var nemlig under offertoriet at der skulle samles ind, og det kunne kirken her og hisset få lang tid til at gå med. I denne forbindelse omkring 5 minutter. Her hører vi hele udtrækket af trompeter; på fransk kaldet ”Grand Jeux”- de store/kraftige stemmer.
Sumer is icumen - og det er jo rigtigt her i midten af juni. Selvom politikerne har flyttet skolernes sommerferie kommer sommeren, alligevel når den kommer. Det gjorde den også for hundredevis af år siden, og det kom der en lille engelske renæssancemelodi ud af.
Den danske komponist Leif Thybo har bearbejdet denne melodi i seks variationer hver med deres navn efter fransk mønster. I det jeg går ud fra, at de fleste koncertgængere kan engelsk, kan man jo sidde og prøve at følge med i de forskellige variationers egenart. Der skulle være lidt af hvert fra varme sommerdage til mørke skyer. Når der er gået ca. 8 minutter, og organisten holder op med at spille, er stykket færdigt! (Også selvom man skulle befinde sig et andet sted i programmet).
Som man kan se af programmet, er der ikke bare en, men hele tre udgaver af ”Nun lob mein Seel den Herren” på programmet til sidst. Buxtehude har såmænd skrevet flere satser over denne salme, end de tre Sven-Ingvart Mikkelsen har valgt at sammenstille til en lille Marie Bebudelses-dags-suite. Salmen hører nemlig til Maria Bebudelsesdag.
Pressemeddelelse . . . . . Første sommerkoncert i Mariager kirke. Når organisten fra Frederiksborg Slotskirke - Sven-Ingvart Mikkelsen - tirsdag d. 17. juni kl. 19:30 sætter sig ved tangenterne og pedalerne ved Mariager Kirkes store koncertorgel, er det samtidig startskuddet til sommerens koncerter i Mariager Kirke. I alt seks koncerter hen over juni, juli og august, med besøg fra Danmark, Sverige, Norge samt England og Frankrig. Sven-Ingvart Mikkelsen speciale er den franske barokmusik som han gentagne gange har været i Frankrig for at indspille; bl.a. Nicalos Grignys samlede værker. Der er nu også andet musik på programmet bl.a. Bruhns, Scheibe, Guillain, Couperin, Leif Thybo og Buxtehude. Sven-Ingvart Mikkelsen er uddannet på konservatorier i Esbjerg, København, Wien og Paris med debutkoncert i 1982. Han har i flere perioder undervist ved Vestjysk Musikkonservatorium / Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole og det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Han har afholdt kurser og forelæsninger på konservatorier og musikhøjskoler i Danmark, Frankrig, Sverige, Tyskland, Italien og USA, og han er udnævnt af kulturministeriet som censor ved konservatoriernes kirkemusikalske diplomeksamener. Koncerten afsluttes med en sammenstilling af Buxtehudes tre orgelkoraler over salmen "Min sjæl, du Herren love" og med dette værk afsluttes denne først sommerkoncert i Mariager Kirke i 2014, hvortil der som altid tages en ganske beskeden entre - til gengæld serveres der et glas vin efter koncerten.
|