| | | | 2. sommerkoncert tirsdag d. 1. juli 2014 kl. 19:30 Henry Fairs, England, orgel (50 kr.)
 |
Henry Fairs er lærer ved konservatoriet i Birmingham.
Han har vundet priser ved flere internationale orgelkonkurrencert bl.a. i Paris, St Albans og Chartres.
Siden han vandt den eneste danske orgelkonkurrence, den der finder sted i Odense, har han spillet koncerter over det meste af verden inkl., USA
Henry Fairs begyndte sin musikalske karriere som korist i Leominster og studerede senere ved konservatoriet i Birmingham, hvor han tog eksamen med højeste karakter.
Han har senere studeret i Paris, Køln og Wien bl.a. hos David Saint, Susan Landale, Thierry Mechler, David Sanger og Michael Radulescu.
Han giver ofte masterclass ligesom han har været jurymedlem i internationale orgelkonkurrencer og fungerer som gæstelærer. Bl.a. ved konservatoriet i København.
Han repertoire er enormt. I øjeblikket er han ved at spille sig igennem samtlige Bachs orgelværker i alt 15 koncerter forskellige steder i Europa.
Han har opført samtklige værker af Jean Alain i 2011), Liszts tre størte værker ligeledes i 2011 og Reubke, Olivier Messiaen i 2008 endelig har han indspillet Maurice Duruflé for pladeselskabet Naxos.
Han blev i marts 2014 udnævt til orgelprofessor ved St. Andrew universitet i Skotland.
 Henry Fairs webpage . . . . . .
|
Koncertprogram . . . . .
Carl Philipp Emanuel Bach
(1714-1788) | Fantasia and Fugue in C minor (W. 119/7) | Johann Sebastian Bach
(1685-1750) | Nun danket alle Gott (BWV 657)
á 2 claviers et pédale / il canto fermo nel soprano | | Triosonata nr. 5 i C-dur (BWV 529)
Allegro
Largo
Allegro | Carl Philipp Emanuel Bach
(1714-1788) | Sonata F-dur, Wq 70/3, H84
Allegro
Largo
Allegretto | Johann Sebastian Bach
(1685-1750) | Ich ruf' zu dir, Herr Jesu Christ (BWV Anh. 73) | | Passacaglia i c-mol (BWV 582) |
Hør Henry Fairs fortælle om sit Bach projekt.
Programnoter . . . . .
Der er dømt familiekoncert! Ikke mærkeligt leder programlæggere alle steder efter mærkedage, når der lægges koncertprogrammer rundt omkring. Carl Philipp Emmanuel Bach er sikkert ikke vidende om, at han spilles som aldrig før rundt omkring i Europa i år.
I Europa anno ca. 1740-1750 har der siddet en gammel gnaven organist og kantor i Leipzig. Ubemærket af de fleste. Ilde påskønnet af sine arbejdsgivere, men respekteret blandt kollegaer og fagfolk.
Så har der været et par mere berømte komponister. Carl Philipp Emmanuel Bach og Wilhelm Friedemann Bach. Sønner af den lidet bemærkede organist fra Leipzig.
Ingen har på det tidspunkt anet, at Johann Sebastian Bachs død i juli måned 1750 skulle komme at sætte et af de mest bemærkelsesværdige årstalsskel i den europæiske historie. Der endte barokken og blev erstattet af den periode vi nu kalder "den galante stil".
Senere kommer Haydn, Mozart, Beethoven og mange andre komponister og transformerer denne periode til det, vi i dag kalder wienerklassikken.
Virkeligheden har dog været, at den galante stil allerede eksisterede i fuldt flor, mens gamle Bach skrev sine værker. Han var bare “gammeldavs" og forstod sig ikke på ungdommen (det er jo hørt før). Samtiden forstod sig på den anden side heller ikke rigtig på ham.
Uafgjort 1 -1, som det hedder i disse fodboldtider.
Carl Philipp Emmanuel Bach er født i 1714 som femte barn (men kun andet overlevende) af J.S. Bach og hans første hustru. Han hedder Philipp fordi selveste Telemann fra Hamborg var hans gudfar. Større var Tyskland trods alt ikke. I 1768 efterfulgte han faktisk sin gudfar som musikdirektør i Hamburg. En meget prestigefyldt stilling dengang. Mozart har sagt om Carl Philipp: ”Han er faderen - vi er børnene”. Bedre skudsmål kan man næppe få.
Man kunne være lidt fræk og sige, at hvor J.S. Bach’s orgelmusik hører til i kirken, kunne sønnens orgelmusik lige så godt høre til som taffelmusik ved et selskab i de finere kredse anno midten af det 18. århundrede. Sådan er stilen - den galante.
Carl Philipps orgelmusik er egentlig musik for et vilkårligt tasteinstrument. Cembalo eller orgel - det er lige meget. Barokkens tyngde og kompleksitet er erstattet af gennemsigtig elegance.
Hvor svært kan det være? En triosonate af Bach spiller én melodi i den ene hånd - den samme melodi i den anden hånd lidt forskudt - og fødderne har såmænd også deres eget liv. Det spilles højst tre toner af gangen. Ikke desto mindre er det noget af det mest udfordrende musik at spille overhovedet. På så stort et orgel med så mange kræfter som Mariager kirkes orgel har, bruger triosonaterne utrolig få registre. Det er stilen. Noget af det tætteste Bach kommer på den galante stil.
Jeg er sikker på at Henry Fairs i sin programlægning har taget med i betragtning, at Bachs i alt seks triosonater er komponeret som øvelsesstykker bl.a. for Carl Philipp. Kunne sønnerne spille dem gik det ikke helt galt for dem på datidens musikalske arbejdsmarked.
Hvor kedeligt kan det være? Et pedaltema spillet hele 21 gange og derefter en stor fuga med det samme tema, men det er Bachs store passacaglias væsen.
Tidligere mente man at det var et sent/modent værk af Bach, men den nyeste forskning har faktisk placeret værket relativt tidligt i Bachs produktion. Omkring 1708-1712, hvor Bach har været midt i tyverne.
Bach har kun skrevet denne ene passacaglia. Sådan skal det gøres! Formen er hverken før eller siden bragt til sådan en fuldkommenhed.
For første gang i musikhistorien præsenteres temaet alene i pedalet som om Bach siger ”Hør her - lær dette tema. I får brug for det i de næste 20 variationer”.
Hvis man tror det bliver ensformigt, kan man godt tro om. Temaet varieres efter alle kunstens regler (og lidt til). Det kommer her og der og alle vegne selv i den øverste stemme selvom det er et pedaltema. Bach må bryde alle konventioner og former og gør det.
Fugaen er et kapitel for sig. Første halvdel af pedaltemaet udgør nu lige pludselig fugatemaet, hvortil Bach komponerede hele to obligate kontrapunkter.
Et kontrapunkt er bare en modstemme og obligat betyder, at den kommer hver gang temaet kommer. Den helt store regnemaskine har været i gang i Bachs matematiske hjerne.
Herunder er angivet alle temaer og lad nu være med at forsøge at følge med i alt. Det kan alligevel dårligt lade sig gøre.
Det er Henry Fairs opgave at fortælle og formidle historien for os tilhørere. 13-14 minutters koncentreret barokmusik - som en kompositorisk modsætning til Carl Philipps lette stil. (Og så var han slet ikke født da Bach skriver dette mesterværk).
Pressemeddelelse . . . . .
2. sommerkoncert med besøg fra England.
Organisten Henry Fairs er en god ven af Danmark. Han har vundet Danmarks eneste orgelkonkurrence, der finder sted i Odense, og det har givet ham et tæt forhold til Danmark.
Tirsdag d. 1. Juli kl. 19:30 spiller han i Mariager Kirke for første gang.
Det er ved sommerens anden koncert af i alt seks sommerkoncerter.
Han begyndte sin musikalske karriere som korist i Leominster og studerede senere ved konservatoriet i Birmingham, hvor han tog eksamen med højeste karakter.
Han har senere studeret i Paris, Køln og Wien bl.a. hos David Saint, Susan Landale, Thierry Mechler, David Sanger og Michael Radulescu.
Han blev i marts 2014 udnævt til orgelprofessor ved St. Andrew universitet i Skotland.
Han giver ofte masterclass ligesom han har været jurymedlem i internationale orgelkonkurrencer og fungerer som gæstelærer. Bl.a. ved konservatoriet i København.
Henry Fairs har kun to komponister på programmet. Den "gamle Bach", hvis samlede værker han i øjeblikket er ved at fremføre ved en række koncerter rundt om i Europa og Bach's søn Carl Philipp Emanuel Bach, som jo faktisk var mere berømt end sin far i samtiden.
Sønnen fylder i år 300 år og er på programmet ved mange koncerter i år og således også i Mariager Kirke.
Af gamle Bach spille Henry Fairs bl.a. den store Passacaglia i c-mol.
Et værk som for altid står som et hovedværk i europæisk musikhistorie.
Som altid serveres der et glas vin/vand efter koncerten enten udenfor kirken eller i klostret, hvis vejret ikke tillader udendørs-forfriskninger. Der tages en beskeden entré.
|
