| | | | 4. sommerkoncert tirsdag d. 29. juli 2014 kl. 19:30 Laurent Beyhurst, Frankrig, orgel (50 kr.)
 |
Laurent BEYHURST er uddannet i orgelspil hos Norbert Petry (Metz ) , André STRICKER (Strasbourg) og Bernard Foccroulle (Bruxelles) , og i cembalo hos Aline ZYLBERACH (Strasbourg)
Laurent BEYHURST har desuden studeret musikvidenskab ved universiteterne i Metz , Strasbourg, Aix-en- Provence og Nancy, er han ved at afslutte en ph.d.- afhandling om transskription af teatralske værker af Jean-Baptiste Lully til orgel eller cembalo.
Laurent BEYHURST er organist St. Martin kirken i Seurre (Bourgogne), og han spiller her på et orgel, som blev bygget i 1699 af Julien Tribuot, og dette orgel er for nylig blevet restaureret af Bernhard Aubertin. I Seurre er Laurent Beyhurst også kunstnerisk leder af festivalen
Rencontres de Musique Ancienne Seurre. I denne forbindelse har han også stiftet ensemblet Le Concert Tribout, som består af fem sangere og orgel. Ensemblet udvides med flere instrumenter efter behov.
Laurent Beyhurst har givet koncerter i Frankrig, Luxembourg, Belgien, Tyskland og Canada, og hans cd-indspilninger på plademærket LIGIA (Harmonia Mundi) har fået rosende omtale i pressen.
|
Koncertprogram . . . . .
Jehan Titelouze
(ca. 1563-1633) | Hymnus Ave Maris Stella (4 versus) | Giles Farnaby
(ca. 1565-1640) | A toy (FVB 270) | William Inglot
(???) | The Leaves bee greene | Jan Pieterszoon Sweelinck
(1562-1621) | Ecco fantasi | Heinrich Scheidemann
(ca. 1595 – 1663) | Praeambulum in d nr. 5 nr. 4 og nr. 3 | | Jesu, wollst uns weisen | | Vater unser im Himmelreich
3 versus | Franz Tunder
(1614-1667) | Komm, Heiliger Geist, Herre Gott | Dietrich Buxtehude
(ca. 1637-1707) | Komm, heiliger Geist, Herre Gott (BuxWV 199) | | Passacaglia i d-mol (BuxWV 161) | Johann Sebastian Bach
(1685-1750) | Fantasia duobus subjectis in g (BWV 917) | | Herr Jesu Christ, dich zu uns wend (BWV 709)
à 2 claviers et pédale | | Toccata og fuga i d-dorisk (BWV 538) |
Hør den nyligt afdøde franske organist Marie Claire-Alain spille BWV 538 kaldet den "doriske".
Programnoter . . . . .
Gad vide hvordan man gjorde i gamle dage? Før bogtrykkerkunsten sad folk i hvert fald ikke med hverken program eller programnoter trykt på mere eller mindre glittet papir. Med bogtrykkerkunsten gjorde de næppe heller. Rent faktisk er jeg helt sikker på, at der slet ikke sad folk til kirkekoncerter som denne før omkring slutningen af det 17. århundrede. De første ”borgerlige koncerter”, hvor folk for en beskeden entré kunne høre musik i kirken uden for messen, fandt sted i Lübeck i sidste halvdel af det 17. århundrede, og disse koncerter var arrangeret af Buxtehude. Vi har til gengæld ingen overlevende koncertprogrammer fra de første koncerter, så vi ved ikke, hvad de spillede. Jeg vil dog godt vædde en kasse øl på, at de koncerter havde en hel del til fælles med datidens gudstjenester, der til gengæld havde en langt større musisk profil end vore dages gudstjenester.
Hvad så senere? F.eks. når en ny symfoni af Mozart blev opført. Sad folk så pænt med et program i hænderne og ventede på uropførelsen af det, de ikke anede senere ville blive til cremen af den vestlige civilisations kunstneriske frembringelser? Sad de med et program trykt på glittet papir, eller var der en eller anden, der råbte numrene op som et bedre bingoarrangement? Sandt at sige ved jeg det ikke.
Vi er vant til, at der ved koncerter, operaer eller i teatret er trykt et programhæfte, en handling eller anden nyttig information, nu vi har begivet os hen til kulturens musiske højborge. Jeg vil jo også gerne være publikum behjælpeligt med lidt nyttig information om aftenens program.
At kunne skrive et eller andet behjertet om musikken har som en selvfølgelig forudsætning, at den der måtte skrive, kender musikken eller i det mindste har adgang til at finde informationer om musikken. Det er det, der kniber lidt ved denne koncert.
Den mest kendte komponist i verden, og den der har skrevet mest musik, er muligvis den lidet kendte komponist: "anonymus". Det latinske sprog havde ikke noget ord for anonym, så det brugte ordene "sine nomine" - uden navn. Vi har altid haft brug for at navngive det eller dem uden navn. Bare tænk på krimier i TV. Offeret skal have et navn før Morse, Bech eller Wallander kan komme i gang med opklaringen.
Det er nu ikke fordi aftenens program består af musik af ene anonyme komponister. De har skam navne, men næppe navne der står forrest i bevidstheden hos de fleste koncertgængere.
Titelouze, Farnaby (det lyder næsten som Barneby for nu at blive lidt i krimisporet), Inglot som vi hverken ved, hvornår er født eller død. Sidst i programmet dukker et par mere kendte navne op.
Normalt ved orgelkoncerter er programmerne sammensat således, at højbarokken omkring Bach rummer den tidsmæssigt tidligste musik, og så spilles der ellers fremad i musikhistorien. Her er det næsten omvendt. Her spilles fra nogle af de tidligste nedskrevne ting for orglet og frem til Bach som den nyeste komponist på programmet. Sjældent!
Intet kommer som bekendt af intet; heller ikke musik. Musikken bygger altid på traditionen.
Jeg kan (uden at vædde denne gang) garantere, at al den musik, der spilles ved denne koncert, ikke har været spillet ved koncerter i dens samtid. De fandtes jo ikke, hvorfor det meste af aftenens musik er gudstjenestemusik. (Undtaget måske Farnaby og Inglot).
Der er dog mening i galskaben. Titelouze er kaldet faderen til ”den franske orgelskole”. Sweelink (nederlænder) er kaldet faderen til den nordtyske orgelskole, og vi skal virkelig på en rejse i den nordtyske orgelmusik - sluttende med Bach.
Bach var elev af Buxtehude, der var elev af Tunder der var elev af. . . . Fortsæt selv baglæns til Sweelinck. Intet kommer af intet!
Titelouzes stil bygger i høj grad på renæssancens polyfone vokalstil. Polyfoni er svært - og kirke og komponister har gerne villet gøre det så svært for sig selv som muligt, for derigennem at vise Gud den menneskelige stræbsomhed efter det ypperste. Kun det bedste var godt nok for Vorherre.
Hymnus Ave Maris Stella er i fire satser. Alle fire satser bygger på en gammel gregoriansk hymne, som ingen i Nordeuropa kender til (det gør de nu heller ikke helt i de katolske lande - men sig det ikke til nogen). Melodien bearbejdes i løbet af 10 minutter på forskellig vis.
Polyfoni betyder flerstemmighed, og fra den tidligste musik til højbarokken var det måden man komponerede på. Alt er polyfont!
I aftenens program er der ikke store kraftige maskuline orgeludladninger, men sirlig og finurlig temabearbejdelse spillet på nogle af orglets mange klangmuligheder.
Ovenpå koncertens mindre stykker, som nok kan få en eller anden til at fare vild i programmet, er det rart, at der kommer et slutstykke, som ikke efterlader nogen tvivl om, at vi er ved at være ved vejs ende. Bach skriver sin doriske toccata og fuga uden at notere fortegn i noderne. Det gør automatisk tonearten til dorisk i stedet for d-mol. Toccata betyder ”at slå” underforstået akkorder, og akkorder er der masser af i denne toccata. Måske er det for meget forlangt, men hvis man fornemmer en tematisk og kompositorisk lighed mellem Bachs fuga og Titelouzes indledende fugaer (som i øvrigt også står i d-mol), så er det næppe forkert registreret. Hvis du kun nyder fugaen uden at tænke på fortiden, historien, temaer og kontrapunkt og al anden information, har du bestemt også ret. Ingen programnoter må gå din musikalske oplevelse i bedene.
Pressemeddelelse . . . . .
Franskmand ved Mariager kirkes franske orgel.
Mariager kirkes orgel er bygget af den franske orgelbygger Bernard Aubertin og installeret i Mariager Kirke i 2010.
Bernard Aubertin gjorde sig først bemærket ved at vise sig ualmindelig god til at restaurere gamle historiske orgler i Frankrig.
Han har bl.a. restaureret det historiske Julien Tribuot orgel fra 1699 St. Martin kirken i Seurre.
Organisten ved den kirke hedder Laurent Beyhurst, og han spiller den fjerde af sommerens koncerter i Mariager kirke tirsdag d. 29. juli kl. 19:30.
Laurent Beyhurst er specialist i den ældre tiders musik og det præger da også programmet hvor man kan høre musik af Titelouze, Farnaby, Inglot, Sweelink, Scheidemann, Tunder Buxtehude og Bach.
Hvert eneste år siden indvielsen af orglet har der været en franskmand på besøg og i år er valget altså faldet på Laurent Beyhurst, der studerede orgel hos Norbert Petry i Metz, André STRICKER i Strasbourg og Bernard Foccroulle i Bruxelles.
Der tages som altid en ganske beskeden entre - til gengæld servers der et glas vin efter koncerten.
|
