| | | | Søndag d. 3. maj 2015 kl. 15:00. Cd-releasekoncert med orgelværker af Bach - Ulrik Spang-Hanssen, orgel (gratis)
Ulrik Spang-Hanssen, Danmark (f. 1953) er professor i orgel ved Det Jyske Musikkonservatorium.
Med utal af cd'er har han manifesteret sig som en af Danmarks allerstørste orgelsolister.
Hans vidtfavnende talent har begejstret et stort publikum over hele verden – både som klassisk organist, men også som jazz-musiker.
Han var ekstern konsulent på orglet i Mariager Kirke. Et arbejde, der strakte sig fra årtusindeskiftet til orglet stod i kirken i 2010, så han er ganske bekendt med orglet i Mariager Kirke.
Som orgelprofessor har han været en af de hovedansvarlige for projektet om opførelsen af det nye, symfoniske koncertsalsorgel i Musikhuset og bærer i denne egenskab en stor del af ansvaret for, at Århus’ fremragende nye koncertsal nu også har et velklingende orgel af høj kunstnerisk kvalitet.
Cd'en med værker af Bach blev indspillet i 2014 og ved denne koncert spilles et uddrag af cd'ens Bach-værker.
Efterfølgende er der en lille reception i klostret, hvor man foruden et glas vin, kan erhverve cd'en, hvis man har lyst til det.
Koncertprogram . . . . .
Johann Sebastian Bach
(1685-1750) | Toccata, Adagio og Fuga i C-dur (BWV 564) | 15:00 | | Præludium og fuga i a-mol (BWV 543) | 10:00 | | Pastorella (BWV 590) | 10:00 | | Passacaglia i c-mol (BWV 582) | 13:00 | | 48:00 |
Programnoter . . . . .
At spille Bach i vore dage - fra programhæftet
Bachs store orgelværker hører med rette til i centrum af inderkredsen af de allermest kendte og spillede stykker for dette instrument.
På adskillige af de mange koncerter, der afholdes overalt, hvor der findes orgler, vil man finde disse pragtfulde værker fyldigt repræsenteret, og det kan man godt forstå.
De er enestående velkonstruerede, dybe, afvekslende og udfordrende for både den spillende og tilhøreren, og de har således været med til at definere, hvad orgelspil i det hele taget går ud på.
Således har disse værker gennem flere hundrede år uden nogen vanskelighed etableret sig som en selvfølgelig del af den klassiske musiks kanon, den del af repertoiret, som man som et kultiveret menneske bør kende og forholde sig til.
Denne kanonificering af visse værker er en proces, som er tiltaget op igennem det 19. og det 20. århundrede, således at man i dag kan høre de samme 200 værker i alle koncertsale fra Tokyo til Bergen.
Det skal man ikke sige noget ondt om, da nu publikum faktisk godt kan lide disse centrale musikstykker, men man løber derved en vis risiko for at glemme vigtige værker, som ikke er kommet med på denne liste.
Værre er det, at der, parallelt med udviklingen af grammofonen og andre elektriske musikmedier, er sket det, at netop disse værker ved deres massive tilstedeværelse tillige ofte er stivnet i bestemte måder at spille dem på.
Mekaniske og elektroniske optagelser har med kolossal hast spredt sig i hele den musikalske verden, og har knæsat bestemte måde at udføre visse værker på, som man har måttet forholde sig til, hvis man ville gøre sig gældende som musiker.
Smagen i den klassiske musik har udviklet sig mere og mere i retningen af det tekstnære, af nodeteksten som lov og ikke bare som forlæg, og derved har vi i nogen grad glemt det kreative samarbejde mellem komponist og interpret, som tidligere var en selvfølge.
Dette er ikke mindst gået ud over Bach.
Bachs mesterskab er af en sådan dybde og bredde, at enhver tidsalder siden Mendelssohns ’genopfindelse’ af ham i 1820’erne har kunnet tage ham til sig som sin egen, ja, som komponisten over dem alle.
Ikke mindst har den strenge logik i hans kontrapunktiske genialitet passet sømløst ind i det modernistiske projekt, som vi har set det udfolde sig i løbet af det 20. århundrede, og som i musikalsk henseende bl.a. er gået ud på at give afkald på overflødige kruseduller, ornamenter og manerer.
Derved har det været hensigten at trænge helt ind til det inderste i værkerne, skære helt ind til benet, om man så må sige.
Og denne inderste kerne skulle så bestå i den noterede tekst, som det så til gengæld gjaldt om at videregive med den størst tænkelige akkuratesse.
Imidlertid lader det sig uden videre fastslå, at en sådan tankegang ville have vakt dyb undren, hvis den blev præsenteret for nogen, der levede i det 17. og 18. århundrede.
I denne periode var ’magtbalancen’ mellem komponist og udførende i højere grad til fordel for den udførende end måske på noget tidspunkt siden da.
At give afkald på ornamentet som udtryksmiddel ville helt enkelt være blevet betragtet som yderst dårlig smag, og idéen om, at den spillende ikke skulle kunne bidrage med sine egne idéer, ville være blevet mødt med en hovedrysten.
På denne cd har jeg foretaget et udvalg blandt mesterens allermest elskede orgelværker, som måske kunne benævnes ’Bach i Italien’.
I Bachs levetid var den italienske stils indvirkning på al musik kolossal.
Dels havde den italienske opera bredt sig over det ganske Europa, og dels var komponisten, violinisten og orkesterlederen Archangelo Corellis indflydelse så stor, at ingen hverken kunne eller ville unddrage sig den.
Bach selv rejste ganske vist aldrig så langt sydpå, men den inspiration han fik fra den italienske musik, er åbenbar.
Blandt de mange ting, som Corelli opfandt eller gjorde populære, var den tonalitetsdrevne koncertform, hos Corelli især som concerto grosso, og den har Bach naturligvis også kendt til.
Mange italienske stiltræk kan umiskendeligt konstateres i værkerne på denne cd.
Begrebet ’toccata’, det instrumentale spillestykke, der udtrykker en dyb glæde ved virtuositet og opfindsomhed, er af italiensk oprindelse, og er stærkt tilstede i C-dur toccataen, naturligvis, men også i a-mol præludiet og i D-dur præludiet.
Det store 3-satsede værk i C-dur har en udpræget italiensk adagio som anden sats, ligesom både passacagliaen og pastoralen er former, som stammer fra Italien, selvom de også blev meget populære i Frankrig.
Endelig forekommer det mig, at concerto grosso-idéen er formdannende i alle disse værker.
I en concerto grosso er princippet, at den store gruppe, tutti, udfolder sig i dialog med den lille gruppe, favoriti.
De spiller den samme musik, ja, oftest spiller den lille gruppe simpelthen med i den store, og de to grupper kan endda meget vel bestå af den samme slags instru- menter, hos Corelli er det eksempelvis kun strygere.
I Bachs musik er det ikke mindst i de elskede Brandenburg-koncerter, at man kan iagttage denne skrivemåde.
Concerto grosso-princippet passer som fod i hose til Bachs orgelmusik.
Det store orgel med mange manualer kan uden besvær gå fra en mindre til en større lyd, præcis ligesom det orkester, som det oprindelig har skullet imitere, man skal bare flytte hænderne fra det ene klaviatur til det andet, og den store continuogruppes indtræden sammen med tuttiet illuderes perfekt af orglets pedal, som man så omvendt blot holder op med at spille på, når man skal forestille sig den lille gruppe.
I anden halvdel af 1900-tallet, og ikke mindst i kølvandet på den sommetider noget asketiske opførelsespraktiske bevægelse, opstod en idé om, at det ikke var hverken tilladt eller ønskværdigt at skifte manual i disse store præludier og fugaer.
Jeg tror imidlertid, at når man også på Bachs tid ofrede mange penge på at bygge flere manualer på orglerne, så var det fordi, at man havde tænkt sig at spille på dem.
Noterede manualskift kan ses i Bachs transkriptioner af Vivaldis koncerter og i den store ’doriske’ toccata, og deraf kan man se, at det fandt sted – han kunne godt.
Som den engelske videnskabsmand Peter Williams også konstaterer det i sin bog om Bachs orgelværker, kan man ikke omvendt deducere, at klaviaturskift ikke fandt sted, når de ikke var angivet.
Bachs tid var ikke særligt fokuseret på konsistens, derimod var variation i høj grad et anlig- gende.
Til variationsprincippet hører også ornamenteringen. Jeg har for egen regning og risiko tilføjet de triller og forsiringer, som man finder i overordentligt stort antal i mange samtidige kilder, og hvis fravær, som før nævnt, blev anset for at være en stor mangel.
I den italienske adagio i Toccata, adagio og fuga BWV 564 går jeg planken ud med forbillede i Corellis egne ornamenter til de første seks af violinsonaterne op. 5, men det er også det eneste sted på pladen, hvor der er plads til større, frie italieniserende forsiringer.
Værket er et tidligt værk, formentlig fra Weimar-tiden, og viser også i fugaen påvirkning fra den italienske koncertform, som på Bach’sk vis er koblet med inspiration fra nordtyskere som Buxtehude og Böhm.
Det samme gælder Præludium og fuga i a-mol, BWV 543, hvor præludiet er i nordtysk stil, mens fugaen synes at stamme fra en senere periode med påvirkning fra italiensk orkestermusik og med en stor cembaloagtig kadence til sidst.
Fantasi og fuga i g-mol, BWV 542 begynder med et instrumentalt recitativ i bedste violinkoncert-stil, således som man også finder det i anden sats af den store ’Grosso Mogul’-koncert efter Vivaldi.
Det er et af de mest dramatisk højspændte stykker musik, Bach har skrevet, hvilket følges til dørs i fugaen, som givetvis er skrevet på et andet tidspunkt end fantasien. Temaet har været brugt ved en af de organistkonkurrencer, der dengang blev benyttet ved ansættelser i større stillinger, og har her været forlæg til en improviseret fuga, og man ved faktisk ikke, om det er Bach, der er ophavsmand til dets grundform.
I dag kan man imidlertid ikke længere forestille sig de to dele af værket skilt ad.
Pastorale i F-dur, BWV 590, er et firesatset værk, som af mange anses for at bygge på den italienske tradition for pastoral- musik, hvor sækkepibespillende hyrder drager igennem byen ved juletiden for at fejre Kristi fødsel.
Traditionen har villet hævde, nærmest per automatik, at det skulle være et kirkeligt værk, men der findes ikke umiddelbart noget svar på, hvor i en gudstjeneste noget sådant skulle være spillet, og det er også ganske sikkert, at den lange europæiske tradition for pastorale-litteratur, -digtning og -musik ikke kun kan henføres til kristne motiver.
I 1700-tallet fandtes der to ’pastorale spor’, nemlig på den ene side et kristent, hvor hyrderne på marken jubler over frelserens fødsel i Bethlehem, og på den anden side et verdsligt, som stammer helt tilbage fra den græske mytologi, der handler om hyrder og hyrdinder og om, hvad de foretager sig, når fårene vender ryggen til.
Der synes ikke umiddelbart at være nogen grund til at antage, at dette værk nødvendigvis skulle være kirkeligt. Ligesom de andre værker på denne cd er også Pastoralen et ret tidligt værk, formentlig fra den tidlige Weimartid omkring 1711.
Også den berømte Passacaglia i c-mol BWV 582 er tidlig, formentlig skrevet under indtryk af Bachs berømte besøg hos Buxtehude i Lübeck. I hvert fald minder indledningen meget om dennes Passacaglia i d og om hans Ciacona i c.
Det er forbløffende, at Bach har nået et så modent mesterskab så tidligt i sit liv.
Endelig er Præludium og fuga i D-dur, BWV 532 også et ret tidligt værk og fremstår da også i bedste forstand ungdommeligt. Jublende og virtuost spreder det livsglæde omkring sig, og det er et af de klareste eksempler i Bachs produktion på den klare indflydelse fra Corelli og den instrumentale koncertform, ligesom den italienske spilleglæde og det italienske solskin kommer kraftigt til udtryk.
Mange er facetterne af Bachs kompositoriske mesterskab, og derfor bliver man aldrig færdig med dette livsværk. Imidlertid er det ofte det meditative, det dybe, det religiøse og passionsmusikken, som vi hører mest til. Med denne cd har jeg villet fokusere på det udadvendte, på glæden, på det rytmiske drive og på den jublende opfindsomhed.
Også her har Bach sin helt egen stemme; ved hans mellemkomst skinner den italienske sol endnu gulere, end den plejer, og den ungdommelige kraft og livsglæde kommer så stærkt til udtryk, som de kun kan hos en kunstner, der allerede i en alder af 25 har nået et fuldendt kompositorisk og instrumentalt mesterskab.
Dem er der ikke mange af – sig navnet: J.S. Bach!
Ulrik Spang-Hanssen
Pressemeddelelse . . . . .
Bach cd indspillet i Mariager Kirke.
Når man indspiller en cd er det god kotyme, at lade folk det vide. Der sker oftest ved en koncert - en cd-release-koncert - som det hedder på nudansk.
Det er lige præcis hvad der sker søndag d. 3. maj kl. 15:00 i Mariager Kirke.
Cd'er er lang tid undervejs fra indspilning til programhæfte til trykning og distribuering.
Denne cd blev indspillet i foråret 2014 og kommer på gaden nu foråret 2015.
Professor Ulrik Spang-Hanssen var i sin tid ekstern konsulent på orglet i Mariager kirke, og det er ham, der sidder bag tangenter på den cd, der præsenteres ved denne koncert.
Cd'ens og koncertens indhold er stor musik af Johann Sebastian Bach.
Med utal af cd'er har Ulrik Spang-Hanssen manifesteret sig som en af Danmarks allerstørste orgelsolister.
Hans vidtfavnende talent har begejstret et stort publikum over hele verden – både som klassisk organist, men også som jazz-musiker.
Som orgelprofessor har han været en af de hovedansvarlige for projektet om opførelsen af det nye, symfoniske koncertsalsorgel i Musikhuset og bærer i denne egenskab en stor del af ansvaret for, at Århus’ fremragende nye koncertsal nu også har et velklingende orgel af høj kunstnerisk kvalitet.
Efter koncerten, der er gratis og varer ca. 45 min., er der en lille reception i klostret, hvor man foruden et glas vin, kan erhverve cd'en, hvis man har lyst til det.
|
