| | | | Nytårskoncert søndag d. 8. januar 2023 kl. 16:00 (Gratis adgang)
 | | | Pånær et par corona nedlukningsår har der været nytårskoncert den første søndag i januar og det bliver der også i 2023. | | Som altid på den første tømmermandsfrie søndag i januar er der nytårskoncert i Mariager kirke.
De seneste par år har jo været alt andet end normale, men nu skulle vi gerne være tilbage til en normal, hvor man kan indlede året med noget spritfri musik.
Mozart har ikke skrevet megen orgelmusik, men hans andante i F-dur er en lille Mozartsk perle, der spilles fra kirkens kisteorgel, inden det store orgel tager over i et g-mol præget program.
Først spilles Bachs store alvorlige fantasi og fuga i g-mol, der dog har en utrolig positiv, livlig og alt andet end g-mol-agtig fuga.
Niels W. Gade - Hartmanns svigersøn - har skrevet tre tonestykker, hvoraf den første meget udadvendte og positive i F-dur spilles inden koncerten slutter med et af den danske orgelmusiks hovedværker.
Hartmann har skrevet en stor sonate i g-mol, der kan måle sig med hvad som helst fra udlandet.
Sonaten er i 4 klassiske satser: Allegro marcato - Andantino - Lento - Allegro poco agitato.
|
Koncertprogram . . . . .
Wolfgang Amadeus Mozart
(1756-1791) | Andante F-Dur (KV616) | 07:00 | Johann Sebastian Bach
(1685-1750) | Fantasi og fuga i g-mol (BWV 542) | 11:15 | Johann Pachelbel
(1653-1706) | Ciacona i d-mol (P. 41) | 05:30 | Niels Wilhelm Gade
(1817-1890) | Tonestykke nr. 1 i F-dur (opus 22,3) | 06:00 | | Af højheden oprunden er | 02:00 | Johann Peter Emilius Hartmann
(1805-1900) | Orgelsonata i g-mol (opus 58)
Allegro marcato
Andantino
Passion-Intermezzo. Lento
Allegro poco agitato | 18:30 | | 50:15 |
Programnoter . . . . .
I virkeligheden skulle jeg have spillet Bach først, sådan at koncerten begyndte med et stort voldsomt værk i g-mol og en lille time senere sluttede med Hartmanns store sonate - ligeledes i g-mol. I mellemtiden skulle jeg så spille resten af værkerne og bl.a. løbe ned i kirken og spille Mozart på kirkens lille fine italienske kisteorgel.
Man kan dog også have en mere lavpraktisk tilgang til koncertprogrammet: Hvis jeg begynder koncerten med at spille Mozart på det lille italienske kisteorgel og derefter resten af koncerten på det store orgel, skal jeg kun løbe gennem kirken en enkelt gang, så den udgave har jeg valgt.
For et par år siden - inden jeg vidste at 2 års nytårskoncerter i rap ville blive aflyst - besluttede jeg mig for, at jeg ville spille et enkelt værk i nytårskoncerten på kirkens lille fine orgel. Mozarts andante i F-dur er uden pedal og spilles alene på en enkelt stemme. Det er muligvis ikke engang et orgelværk, men pyt - det er Mozart, og han er altid god (omend meget stille her).
Bachs fantasi og fuga i g-mol er på én gang Bachs mest dæmoniske værk - og det mest perlende. Hvordan Bach har besluttet sig for at sammenstille to så store kontraster, kan man kun gætte på. Fantasien er voldsomt dissonerende med to små svage afbræk undervejs.
Højdepunktet (eller lavpunktet om man vil) indfinder sig, når pedalet begynder sin nedstigning til helvede henover 4 takter, hvor pedalet bare går ned og ned og ned og ned. Hver gang pedalet når bunden af pedalerne springer det en oktav op - og fortsætter sin nedstigning som om intet var hændt.
Fugaen er til gengæld frisk barokmusik fra den allerøverste fugaskuffe. Et pragtfuldt let genkendeligt tema modsvares af to modstemmer, og på intet tidspunkt spilles der ikke sekstendedele, så det er tungen lige i munden og fuld fart på hænder og fødder. Når fugaen er færdig burde organisten have sig en velfortjenet øl eller to, men den må vente lidt endnu.
Ned i gear kommer vi så med Johann Pachelbel ciacona. Jeg skulle egentlig købe tre Pachelbel-noder, men det var billigere at købe 10, og så fandt jeg - i en af de 7 gratis noder - denne lille fabelagtige ciacona.
34 gennemføringer af et basmotiv på 4 takter, der består af de stigende toner d - e - f - g og a. Så simpelt kan det gøres. Henover dette bastema leger hænderne lifligt i stil med Pachelbels berømte canon. I min version fra svagt til ikke særlig kraftigt og tilbage til svagt.
Niels W. Gade var Hartmanns svigersøn, så man skulle tro, at han overlevde Hartmann, men Hartmann blev oldtudse gammel (i hvert fald efter datidens standarder) og overlevede sin svigersøn med 10 år. Gade blev ansat som organist i Garnisonskirken i Kbh. i 1851 og da hans tre mest kendte orgelværker - de tre tonestykker - er komponeret i 1851, kan man måske tillade sig at lægge et par noder sammen og regne med, at han har skrevet dem til sin nye stilling.
Julen varer som bekendt lige til St. Bededag, så for at få lidt ro på inden koncertens afsluttende værk, spiller jeg Gades lille genialitet af en orgelkoral over julesalmen: Af højheden oprunden er. Melodien spilles i tenorlejet i venstre hånd, og koralen er en lille romantisk perle.
Hartmanns g-mol sonate er hans “magnum opus”, og hører til de fineste orgelværker Danmark har frembragt. Den er komponeret i 1850’erne (tredje-satsen dog senere ved udgivelsen af sonaten i 1880’erne). Første og sidste sats er voldsomme; 2. sats svag og drømmende, mens tredje satsen er en passionsfuga (hvad det så end betyder) - i hvert fald svag og indadvendt.
Der er ikke meget champagnegalop over musikken ved denne koncert, men jeg har efterhånden nærmet mig en alder og erkendelse af, at jeg ikke kommer til at spille al verdens orgelmusik, og derfor må man vælge. Jeg har valgt musik, jeg godt kan lide, og jeg håber så, at I også kan lide at lytte til det. Det er lissom meningen med det hele.
Godt musiknytår fra orgelbænken.
|
