|
Menighedsrådets Forårskoncert bliver med sangeren Benny Holst samt Jacob Rathje på guitar og Martin Andersen på violin.
Som opvarmning kan publikum høre den helt nye duo: Rasmus & Solle.
Koncerten tager udgangspunkt i Benny Holst´ nyeste CD ”Himlen må vente”.
Her synger Benny Holst om mødet med sine musikalske venner i paradiset, om vennens begravelse og om engle. Også hans egne prisbelønnede danske fortolkninger af nogle af Bob Dylans sange er med.
Det hele er arrangeret på en måde, så tekst og musik fylder lytteren med en indre varme og kærlig følelse.
I Benny Holst´ musikalske univers føler man sig straks hjemme.
Hvor er det smukt! Hvor er det længe siden, vi har været i et så dejligt musikalsk selskab. Derfor er vi ekstra glade for, at det er lykkedes at få bandet til at give sin første kirkekoncert nogensinde her hos os.
Der venter altså tilhørerne en helt usædvanlig oplevelse så tøv ikke med at reserver denne aften.
Benny Holst og "Himlen må vente" er nomineret til seks Danish Music Awards 2005 (folk) Læs her hvad pressen bl.a. har skrevet: ”Flere af teksterne kredser, som titlen antyder, om at erkende tilværelsens skønhed, i mørket af at den evige vinter snart sætter ind, og Holst bakkes op af fortrinlige musikere, ikke mindst Martin Andersen, hvis violin synger smukt som en efterårsstorm Ole Rosenstand Svidt / Gaffa I første omgang har det vakt opsigt, at Holst både har oversat – lydhørt, tilmed – og fået lov (af mesteren selv!) til at indsynge to Dylan-kompositioner: »Til evig tid« (»Forever Young«) og »Rastløs« (»Tomorrow Is A Long Time«), men undskyld mig, hvis jeg snarere får gåsehud af den fyrige version af »Det er hvidt herude« eller de originalkompositioner, han har skrevet til lejligheden; »Engle har bare tæer«, »Lagde du noget på tallerkenen«, »Lad der gå lang tid«, »Alt for høje mål« og »Nu står solen lavt ind« emmer alle af både klasse og visdom. Tal lige om lyden af erfaringens stemme – den er jo lige her!…. Jeg bøjer ydmygt hovedet i respekt for dette underskønne sangværk, men holder mig ikke for god til at love denne Holst en dragt prygl, hvis der atter skal gå 16 år, før vi atter skal høre nyt fra ham. Få dog fingeren ud og skriv nogle sange – det er faktisk derfor du er sat på Jorden, mand!” Klaus Lynggaard / Information ”Det er koldt herude, synger Benny Holst på sin nye cd "Himlen må vente". Men tag ikke fejl, når først den kører på anlægget, så stråler varmen og livsglæden ud af højttalerne.” ”Nu er han her med sin trio, der udover ham selv på guitar og sang, består af Martin Andersen på violin og Jacob Rathje på guitarer og banjo. De tre får hårene til at rejse sig på armene, med en tankevækkende melankolsk nordisk blues i bunden, som livsglæde, håb og hyldest rejser sig fra.” Dagbladet Arbejderen Kort portræt af bandet: Benny Holst Med 36 år på bagen som turnerende sanger, sangskriver og guitarist har Benny Holst nu samlet sine favoritmusikere og udgivet albummet: ”Himlen må vente” , det første siden 1981. Med dybe rødder i dansk sangtradition leverer Benny den gode historie og må regnes med når kongerækken af danske sangskrivere skal opstilles. Martin Andersen: Med sin elektriske violin i særegen klasse lægger Martin Andersen i høj grad en iørefaldende stil i orkesteret. Martin har ud over sin medvirken på utallige plader og cd’er spillet med Paul Banks/Jørgen Lang og Hugo Rasmussen i "Musikorkesteret". I starten af halvfemserne var Martin Andersen tillige Kim Larsens foretrukne Solist. Jacob Rathje: Jacob Rathje er guitarist og sanger. Han hører til den nye generation af danske roots-musikere og med en opvækst på den københavnske klub Mojo er baggrunden i orden. Blues, Tex-Mex, folk og country er hovedingredienserne i Rathje’s guitarspil. Rasmus Tanstrup og Niels Solle Frøkjær. Denne nydannede duo vil spille og synge deres egne danske kompositioner. Det er smukke ballader om kærligheden til det nyfødte barn, om smerten og fortvivlesen ved tabet af ens søster, om tabet af dagligdagens små øjeblikke m.m. Rasmus Tanstrup (31 år) er sanger, guitarist samt komponist og sangskriver. Niels Solle Frøkjær (44 år) er en erfaren guitarist, komponist og guitarbygger med eget værksted. Rasmus og Solle er begge aktive med folk og country bandet ”Bondeville”, som er aktuel med en ny CD. Rasmus er desuden forsanger i ”Clark og de Kent’e” samt i bluesbandet ”The Twenty Ton Weight Band”.
|