| | | | Nytårs-orgel-koncert 2013 - søndag d. 6. januar 2013 kl. 16:00 - Mikael Ustrup, orgel (gratis adgang)
 |
Der er kun fem værker på programmet ved denne koncert, der forventes at vare ca. 50 minutter.
Alle værker hører til den romantiske periode..
Josef Rheinberger hører til den tyske senromantik, mens Mendelssohn er lidt tidligere.
Det franske repræsenteres af Guilmant, hvis tredje sonate er på programmet.
Deforuden spilles Dubois festlige toccata.
Alle værker er i flere satser: gerne kraftig svag kraftig pånær Mendelssohn, der er lidt anderledes.
At der er to værker i den mørke toneart c-mol, skal ikke foranledige nogen til at tro, at der ikke vil være fuld fart på både hænder og fødder ligesom alle orglets piber kommer i sving ved denne traditionsrige nytårs-orgel-koncert.
|
Koncertprogram . . . . .
Josef Rheinberger
(1839-1901) | Sonate nr. 3 i G-dur
Pastorale
Intermezzo
Fuga | 13:00 | Felix Mendelssohn-Bartholdy
(1809-1847) | Sonate nr. 2 i c-mol (opus 65,2)
Grave
Adagio
Allegro maestoso e vivace
Allegro moderato (fuga) | 10:30 | Niels Wilhelm Gade
(1817-1890) | Tonestykke nr. 1 i F-dur (opus 22,3) | 06:00 | Theodore Dubois
(1837-1924) | Toccata i G-dur | 07:30 | Alexandre Guilmant
(1837-1911) | Sonate nr. 3 i c-mol (op. 56)
Allegro maestoso e con fuoco
Adagio molto
Fuga | 13:20 | | 50:20 |
Programnoter . . . . .
Der var kun én ting, der var sikkert 9. januar 2012 - dagen efter nytårskoncerten i det vi nu skal vænne os til at kalde sidste år - og det var, at jeg i dag ville spille Guilmants store tredje sonate i c-mol.
Forholdsvis forudsigeligt al den stund at jeg for to år siden spillede den første sonate og sidste år den anden sonate. Hvor længe orglet (og mine fingre) kan følge med til dette sonate-maraton vil vise sig, for jeg har endnu ikke set på partituret til fjerde sonate (det gør jeg nok i morgen).
C-mol er en ganske alvorlig og tung toneart, så min første tanke var at resten af programmet skulle være i Dur. Vi er vel glade for det nye år og knapt ædru efter jul og nytår, men sådan blev det ikke helt. Det blev tysk i G-dur og c-mol - dansk i F-dur og endelig fransk i G-dur og c-mol.
”Uomtvisteligt det mest værdifulde bidrag til orgellitteraturen siden Mendelssohn. Sonaterne er karakteristiske ved en lykkelig blanding af den moderne romantiske ånd kombineret med klassisk kontrapunkt og stor forståelse for orglets egenart”.
Ca. sådan står der i Groves musikleksikon fra 1908; og det er Josef Gabriel Rheinbergers orgelsonater, vi taler om.
Som modvægt til sidste programpunkts tunge c-mol toneart er Rheinbergers tredje sonate i den lyse venlige G-dur toneart og førstesatsen er oven i købet en pastorale (hyrdesang), og det kan jo nok være på sin plads, lige her efter at hyrderne har trasket rundt og ledt efter det lille Jesus-barn.
Hele sonaten er bygget over den ottende salmetone, som præsenteres i pedalet helt alene inden hyrderne tager over i 6/8 takt (øverste nodelinie). Efter en svag, smuk 2. sats, der begynder i Es-dur men ender i G-dur, tager vi fat på tredje sats voldsomt pågående fugatema (nederste noderække). Og hokus pokus: salmetemaet fra første sats dukker op også i tredje sats kulminerende med sammensmeltningen af det hurtige fuga-tema og salmetemaet.
Har man sagt tysk orgelsonate har man også - som ovenfor skrevet - sagt Mendelssohn. Han ”opfandt dem” og skrev i alt seks sonater. Sonate nummer to i c-mol står egentlig i både c-mol og C-dur, da de to første satser er i mol mens de to sidste er i dur.
Der er ingen pause mellem første og anden sats men en enkelt lille tone der hænger højt oppe og bringer os fra den alvorlige første sats til den lyrisk anden sats. Resten af sonaten er ren nytårsraket!
Har man sagt Mendelssohn, har man også sagt en lille smule Niels W. Gade.
Mendelssohn uropførte Gades første symfoni i Leipzig med så stor succes, at Gade blev Mendelssohns assistent og senere efter Mendelssohns død chefdirigent. Så kommer der noget krigshalløj i 1848, og så var det eventyr ovre, og Gade virkede resten af sit liv i Danmark, hvor han skriver bl.a. 3 tonestykker for orgel. I øvrigt den eneste komponist, der har brugt den betegnelse for et orgelværk. Tonestykke nr. 1 står i F-dur og adskiller også på den måde koncertens tysk og franske afdeling.
Sømanden og nonnen kalder en af mine venner Dubois toccata og det skyldes at toccataen er opdelt i et yderst maskulint, frejdigt og bekymringsløst hovedtema inden et svagt, blidt og jomfrunalsk sidetema dukker op. De to finder på forunderlig vis sammen i en ægteskabelig symbiose, inden manden til slut trækker sig sejrrigt ud af dette stykke potente musik, der slutter som det begyndte.
Når jeg har valgt denne Toccata på programmet skyldes det dels at det står i den glade toneart G-dur og at Guilmant faktisk dedikerede sin tredje sonate til sin ven ”á mon ami Théodore Dubois”, som der står på titelbladet.
På side et i en Guilmantnode står der som regel, at man skal trække ca. alle de knapper orglet råder over ud, hvorefter man skal gå i gang med at spille kraftigt og hurtigt fra side et og fremover stepperne (kunne måske have være formuleret lidt mere delikat, men ikke desto mindre er det, hvad der sker).
Første sats begynder med et brag af en c-mol akkord - ca. 10 fingre og præcis to fødder.
Derefter begynder et recitativisk (talende) tema inden satsen til sidst slutter endnu kraftigere end det begyndte (bare vent og hør). Her foreskrives det, at man skal bruge en 32’ fods stemme i pedalet (det svarer altså til at sluttonen i satsen svinger 16,2 hertz - og ihukommende (som man jo ynder at sige i kirken) at det menneskelige øre ikke kan høre noget under 20 hertz er det jo voldsomt dybt) Mærk efter!
Anden sats er ligesom med Rheinbergers sonate (og de fleste andre tresatsede musikalske former) modsætningen mellem første og tredje satsernes maskulinitet. Satsen spilles på orglets svævende stemmer og er et ganske smukt og enkelt stykke musik, som ingen ikke vil kunne lide (ellers får I pengene tilbage).
Tredje sats er en fuga. Temaet er voldsomt karakteristisk med sjove fortegn og en fræk pause og temaet dukker som i alle fugaer op her der og alle vegne inden stykket til slut vender tilbage til sit alvorlige udgangspunkt og gentager det samme recitativiske tema som fra førstesatsen. Noderne herunder viser den første temaindsats. Prøv at indstille øret på nodebilledet. Der kan gå helt sport i at spotte hvornår det kommer.
Pressemeddelelse . . . . .
Den traditionsrige nytårs-orgel-koncert i Mariager Kirke.
Nytårskoncerter er jo bestemt et begreb nogle generationer er vokset op med, men nytårskoncerter i Mariager Kirke bliver med denne koncert kun afholdt for fjerde gang.
Til gengæld er loves der musik for fuld udblæsning, der ikke står væsentligt tilbage for nytårsaftens raketter.
På programmet er fem større romantiske værker: to tyske, et dansk og afsluttende med to franske.
Der indledes med de to tyskere Josef Rheinberger og Mendelssohn henholdsvis tredje og anden sonate af de herrer inden vi springer til danske Niels W. Gade.
Han skrev i 1851 tre tonestykker, hvoraf det første i F-dur, som spilles ved denne koncert, nok er det kendteste og et hovedværk i dansk orgelmusiktradition.
Efter det danske indslag slutter koncerten i Frankrig med musik af Dubois og Guilmant.
Guilmant dedikerede sin tredje sonate til Alexander Dubois, så det er nærliggende også at præsentere ham ved denne koncert.
Næsten alle orglets registre kommer i spil i Guilmants store voluminøse tredje sonate.
Ved det store 46 stemmers Bernard Aubertin orgel i Mariager Kirke – et af kun to franske orgler i Danmark – sidder kirkens organist Mikael Ustrup, der tager tilhørerne med på rejse gennem denne store musik i det store rum ved kirkens første koncert i det nye år.
Lyt nytåret ind ved denne koncert søndag d. 6. januar kl. 16:00. Der er gratis adgang.
|
